Fra venstre: 
Henrik, klaver, men inspireret af 
"Johnny and the Hurrycanes" kunne 
han også trylle lidt på sax, 
Flemming, trommer og 
Torben, guitar. 

Stortrommen, en gammel spejdersag, 
havde min Far netop restaureret. 

Min første el-guitar, en østtysk Otwin 
Super med 3 usandsynligt dårlige 
mikrofoner. Guitaren var ellers 
fortræffelig. 

Vi var jo lune på de der VOX forstærkere, "The Shadows" havde, men de forhandledes endnu ikke i Danmark, 
og havde garanteret også været for dyre. Det mest professionelle grej på markedet var en serie 
combo-forstærkere fra Dynacord, Flemming 12 og Torben 18 watt, men højttalerne var for utilstrækkelige. 
Effekten lyder jo ikke så voldsom i dag, men 18 fornuftige rør-watt kunne snildt spille nutidig 60 transistor-ditto, 
sønder og sammen. 
Igen kom min Far til hjælp og finansierede bygning af kabinetterne hos en lokal snedker. Efter montering med 
et sæt fornuftige Peerless højttalere, var vi fint kørende. 

Da han og jeg havde lagt sidste hånd på værket, kl. 2 om natten, skulle vi naturligvis prøve om stadset kunne 
tåle mosten, og det gjorde vi så. 
Nu boede vi på 4. sal i en boligkarré i det indre København, og mellem udfoldelserne kunne vi tydeligt høre 
vinduer blive åbnet og naboer, der benyttede et meget ukultiveret sprog. Grosserer Hansen lod sig imidlertid 
ikke kue og bad mig gi' den "fuld skrue". Da naboernes tolerancetærskel imidlertid ikke syntes at flytte sig, gik 
han beslutsomt hen og åbnede vinduet, hvorfra han begejstret råbte: "Vi er lige ved at prøve knægtens grej af! 
Ka' I høre..., det virker s'gu!" 

Herlig fyr. Han elskede musik af enhver art, og når jeg spillede bånd og plader, brokkede han sig altid over, at 
jeg spillede så lavt, at han dårligt kunne høre noget. Hans hørelse fejlede ellers intet.