Militæret kaldte i November 1967, og Værnepligten 
blev aftjent i Danske Livregiment, der havde til huse 
i Høvelte, godt 20 km. nord for København. 
Militæret har aldrig haft min store bevågenhed, men 
bortset fra min umiddelbare aversion mod denne 
indgriben i min personlige handlefrihed, gled disse 
14 mdr. i samfundets tjeneste rimeligt let. 
Jeg lader lige et par billedfelter stå åbne, for en dag 
falder jeg nok over et par billeder. 
 
Efter rekrut tiden blev "de, der kunne spille et instrument" 
kaldt frem ved en morgensamling. 
Jeg trådte lidt mistænksomt frem, overbevist om, at man 
med ægte militær humor blot skulle finde nogle frivillige 
ofre til gulvvask og andre morsomme ting. Min (absolut 
berettigede) mistro blev imidlertid gjort til skamme, idet 
regimentets tambourkorps trængte til nyt blod, og på 
denne måde stiftede jeg bekendtskab med såvel 
signalhorn som marchtromme. 
Denne tjans reddede os spillemænd fra en god portion 
af de ellers obligatoriske marchture og øvelser i Guds 
fri natur, og vi kom også regelmæssigt på tourne landet 
rundt for at vise regimentets farver ved diverse militær- 
arrangementer. Hér i Gilleleje, sommeren 68.
11 måneders bilkørsel, riffelskydning og musik, kort sagt 
3 af mine favorit aktiviteter - Jo, det var såmænd slet 
ikke så ringe endda .... 
 
... og så skal vi naturligvis lige have et par soldaterhistorier. 

Hæren huser, på godt og ondt, mange specielle typer, og først lidt om en af de rare: 
Løjtnant Villaume (Vijåm), der desværre stammede ganske forfærdeligt. 

Det er jo ikke godt for en befalingsmand, og, rar eller ikke, fik han meget hurtigt kælenavnet 
Jåm-jåm, naturligvis kun i det skjulte. 

Som lidt af en provokatør (sådan på min egen stilfærdige måde, og godt hjulpet på vej af en 
af årets store schlagere med 1910 Fruitgum Company) kunne jeg dog ikke dy mig for at gå og nynne: 
Yummi, yummi, yummi o.s.v. når han var i nærheden. 
Første gang kunne jeg tydeligt fornemme en vis stigning i den stakkels mands  blodtryk. 
Han tog en dyb indånding med meget åben mund, der dog efter et øjebliks tøven formede sig 
til et usikkert smil. 

Anede jeg et anerkendende glimt i øjet? Jo, han havde humor! 


I den diametralt modsatte ende af skalaen havde vi en Premierløjtnant, en komplet utilregnelig 
og kolerisk person, der drak som et svin i week-end'en og led af tømmermænd og humørsyge 
resten af ugen: Ham skulle man ikke lægge sig ud med! 

Meeen, :o) ved en morgensamling (en mandag morgen, den værste) blev "Den Lille Slagter" og jeg 
lange rær, som de første, udkommanderet til specialtjeneste: "I LØBBBB"! 
Vi hilste forskriftsmæssigt og trådte af, men i stedet for for at starte ugen med de store 
kraftudfoldelser, tog jeg slagteren i hånden, og så tussede vi fredeligt afsted, indtil vi, mod 
forventning, uantastet kunne runde det første hjørne af kaserne bygningen. 

Vi turde ikke se os tilbage, og først til frokost fik vi beretningen om hans reaktion fra vore 
skraldgrinende kammerater: 

Den stakkels mand havde stået som forstenet, mens ansigtet på skift havde antaget alle 
spektrets farver, og man svor på, at han kunne have tjent formuer på det akrobatnummer, 
han havde udført med sit adamsæble. Da han endelig var kommet til sig selv, lykkedes det 
ham at fuldføre sin dont, hvorefter man ikke så ham resten af dagen. 

1-0 til "Den lille Slagter" og 740308-Hansen. 
 

 
Det gamle band var jo blevet splittet, 
grundet værnepligt, ægteskaber og 
andre ulykker, men i Høvelte traf jeg 
"Lillebror" (i midten, bas) og Axel (i 
front, sang) og det havde resulteret 
i min indlemmelse i "Swing Names". 

Dødssygt navn, men det var noget 
med startbogstavet i deres navne: 
Niels, Aksel, Mogens o.s.v. 

Mogens spiller for øvrigt på det lidt 
specielle VOX orgel, hvor de normalt 
sorte tangenter var hvide, og omvendt. 

Seancen her er fra "Søpavillonen" i 
Fredensborg. 

 
Her spiller vi til Sct. Hans fest i '68, 
hvor Axel imponerer ungdommen 
ved at lade sit Tom Jones kompleks 
komme til fuld udfoldelse. 

Han sang udmærket, men kors, hvor 
var hans ego trættende. 

Arbejdet ved "Swing Names" fortsatte frem 
til sommeren 1970, hvor jeg, grundet 
arbejde, måtte flytte til Jylland.

 

Blad venligst