På dette tidspunkt lavede Det Danske Forsvar lidt ravage i systemet. 
Leif og Jan var, så vidt jeg husker, så heldige at de var blevet fritaget fra militærtjeneste, men Flemming slap  ikke. 

Jeg "tussede" lidt rundt, blandt andet med vores trommeslager, Jan, i gruppen Combination Five. 
Jeg har desværre ingen billeder men husker,  at vi i tidens ånd også dyrkede falset-sang og, at vi optrådte ved de
senere af Hr. Bisgaard så  berømmede arrangementer i "Brøndby Poppen". 

Da den hollandske sanger, Leo, imidlertid skulle aftjene sin værnepligt hjemme, skiltes vi, hvorefter jeg traf "Polle" 
og "Lars P", der netop forsøgte at reetablere bandet "The Madisons", der indtil for nyligt også havde huset 
dansk-popperen Flemming Arleth. 

 
1966: The Madisons. 

Fra højre bagest, Polle, i front Lars P., og 
hvad er nu det? 
Det gamle trekløver, Flemming, Leif og 
undertegnede, er minsandten igen samlet under 
nyt navn, og denne konstellation kørte, indtil jeg selv 
blev indkaldt, sidst i '67. (1967!). 

Spillestederne var bl. a. "Moulin Rouge" (Rosen) og 
"Søpavillonen" i Fredensborg. 

Fotografen havde opdaget, at der uden for studiet 
stod et eksemplar af den spritnye Jaguar E, og det 
måtte naturligvis udnyttes. 

Den stakkels engelske ejer frygtede det værste, 
og kom styrtende, da vi stillede op i vore 
skræddersyede, okseblodsfarvede habitter, men 
efter behørig forklaring fik vi lov til at "låne" 
vidunderet et øjeblik. 

Da det nu er et af de sidste orkesterbillede fra min 
"københavnertid", kan jeg ikke dy mig for at 
indsætte et billede af tre gode musikalske venner, 
taget 35 år senere, i 2001. 

Moulin Rouge må lige have et par ord med på vejen. 
. 
Det var et ret kendt dansested i København, og blandt såvel tjenere som gæster kunne være ret specielle 
elementer. 

Et par af tjenerne havde i en kortere periode fundet en fed fidus. Efter forudgående skygning og planlægning, 
ringede de en person op, fortalte, at vedkommendes bedre halvdel havde været ude for en ulykke, og mens det 
stakkels offer halsede ud til Rigshospitalet, blev lejligheden tømt for værdier. 
Fidusen var god nok, indtil et af ofrene ringede til Rigshospitalet først! 

På et tidspunkt var der blandt stamgæsterne en skolelærerinde, der åbenbart "havde noget, hun skulle have 
levet ud"! 
Når vi spillede en Samba, gik hun i ekstase, der mundede ud i et forrygende strip-tease nummer. 
Nu er det jo almen praksis, at såfremt der på offentlige steder er optakt til tumult og andre ukontrollable 
hændelser, skal musikken standse, og som garvet musiker, holdt jeg, første gang, naturligvis op med at spille. 

Almen praksis galdt imidlertid ikke på Moulin Rouge. Et par tjenere, der åbenbart kendte damens tendenser, 
trak lynhurtigt gardinerne for, og bassisten, Lars P. skreg: "Spil for h......, mand"! Det gjorde jeg så, indtil, 
hendes bedre halvdel syntes, det hele var ved at blive for kriminelt og slæbte hende ud på dametoilettet. 

Hvad kære små skoleelever dog kan være skyld i. 

.
 

Blad venligst