100 år (+) med familien
Ericsson/Hansen, 1927-34
100 år (+) med familien
Ericsson/Hansen, 1927-34
I første halvdel af 20'erne kom en ung svendborgenser til København, medbringende sit svendebrev som maler, og den søfartsbog, unge mænd ofte anskaffede sig på den tid, når de var opvokset i Svendborg, byen med de stolte maritime traditioner. Hans navn var Carl Marius Hansen. København var egentlig kun et foreløbigt mål, idet han oprindeligt havde plan om at drage videre til udlandet, nærmere betegnet Amerika. Planen blev imidlertid forkastet, da han noget letsindigt gik til bal i Folkets Hus i Rømersgade, hvor han traf en vis Annie Viola Ericsson. Det blev til mere end en enkelt dans, til stor glæde for min morfar, Anders. Han havde i sit stille sind frygtet, at han aldrig ville få afsat sit (eneste af 8) skandaløst rødhårede afkom, og som tiden gik, forhørte han han sig diskret om evt. planer om et forestående ægteskab? End ikke hans generøse tilbud om økonomisk hjælp til etablering af hjemmet havde den ønskede virkning, og til sidst spurgte han desperat min far direkte, om hans tøven skyldtes min mor's hårfarve? Dennes lakoniske svar, "at det var s'gu' da på grund af den, han ville ha' hende", efterlod den gamle målløst hovedrystende - Manden var tilsyneladende gal - og opgav herefter videre indgriben i naturens gang. Det endte imidlertid alligevel med Bryllup uden hans hjælp, og da han den 16. januar 1927 havde ført sin datter op til alteret i Vor Frue Kirke, kunne han endelig ånde lettet op :o) |
|
 |
 |
 |
 |
 |
| Min Far havde værksted i
Gothersgade, arbejdede først alene men senere med svend og
læredreng. På det midterste billede udfolder han sit kunstneriske talent og "ådrer" (speciel teknik for maling af åretegninger) en sengegavl. Han var i det hele taget god til at tegne, kunne vække en stump papir til live med et par streger, og når han havde dekoreret påskeæg eller havde forsynet dem med ansigtstræk, krævede det stor overvindelse at ødelægge skallen. Også oliemaleri mestrede han, og jeg har heldigvis flere af hans gode lærreder hængende. |
||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| Ferie var der dog også tid til, og turen gik ofte til Svendborg. | |||
