Biler på min motorvej.


 

Hvorfor er kvinder ikke forsynet med vinduer? 

Da mit mødrene ophav havde sluppet mig løs efter de obligatoriske 9 mdr., glædede det mig oprigtigt, at Taxa'en fra Frederiksberg Hospital ikke blot ydede mig den samme transportmæssige service, som hun hidtil havde gjort, men samtidig rådede bod på ovennævnte mangel.

Det var kærlighed fra første færd, og jeg har været vildt fascineret af biler/køretøjer lige siden.





Peugeot                 Peugeot Jeg starter med at snyde lidt, for dette billede er trods alt fra før min tid :o)

Min fars første bil, en Peugeot fra sidst i 20'erne.

Dens store svaghed var hjulene, som den af og til tabte et af, og det kunne hverken
mekanikere eller smede gøre noget ved.
Grundet affjedringen, eller måske nærmere mangel på samme, var ulykken dog ikke
større, end det var til stor moro for passagererne, af og til at se et af hjulene trille solo ved
siden af bilen, og den kørte alligevel  rimelig godt.

Dæk og slanger var heller ikke så stabile. F.eks. kunne ejeren godt finde bilen
stående med fire flade dæk, når han skulle køre i land fra storebæltsfærgen, men problemet
klaredes relativt hurtigt med en håndpumpe.
 

Ford Eifel 1939:

4 cyl., 1157 ccm
34 hk 

Speedometernålen kunne
svinge lige omkring 90 km/t
Ford EifelFord Eifel Så er jeg selv på banen, her i 1947! Med lidt begynder
vanskelighed ud i det danske sprog, blev Eifel til "Dævle",
og det kom bilen så til at hedde fremover.
Jeg elskede den bil! og end ikke alverdens trusler på
liv og lemmer kunne holde mig væk fra den.

Jeg havde tidligt flair for teknik - kravlegården skilte
jeg ad, hurtigere end mine forældre kunne samle den -
og en lukket bildør var absolut ingen nævneværdig udfordring
til min fingersnilde.

Den fik et langt liv i kraft af, at den havde stået opstaldet
1940-45, så noget positivt kom der da ud Fritz'ernes besøg.


"Pontiac" 1948:

2 cyl. boxer motor :o)
2 gear, 1 frem og 1 bak,
affjedring: hård og
sportslig
"Pontiac" 1948 Efter kølerfiguren at dømme, et flot indianerhoved, må det have været en Pontiac.

Min far købte den i håbet om, at den kunne holde mig væk fra hans bil
(og dens horn) og listen lykkedes da også til en vis grad.


Citroën                             Citroën I 1952/53 fik min ellers klippefaste tillid til min far imidlertid et alvorligt knæk, da han 
pludselig begyndte at slæbe familien rundt på køreture i mange forskellige biler, 
bl.a. en Rover og denne Citroën. Til at begynde med  fattede jeg ikke mistanke, men
da det gik op for mig, at han overvejede at købe ny bil, blev vi dødelige uvenner!


Mercedes 170S:

4-cyl. rækkemotor,
1.767 ccm,
52 hk ved 4.000 o/m.
Tophast. 120-130 km/t.   
Mercedes 170S Alle mine indsigelser hjalp imidlertid ikke det mindste, og i 1953
holdt dette unævnelige køretøj pludselig udenfor sommerhusets havelåge.
Jeg nægtede simpelthen at stige ind i kassen, og der gik en rum tid før,
jeg endelig modstræbende måtte acceptere livets barske realiteter.  

Det var sidste årgang af den dengang gammelkendte modelrække, idet
den "lille" Mercedes fra dette år fremstod i et nyere, kantet
design, Mercedes 180.


FIAT 1800 Family:
        
6-cyl. række,
1800ccm, 75 hk.,
Tophastighed lidt over
140 km/t.
FIAT 1800 F 1961 Prøjserslæden blev 1961 udskiftet med et mere eksotisk køretøj, og det
skete uden indvendinger af nogen art fra min side.
Dels var jeg blevet mere hærdet :o) og dels var det faktisk meget svært ikke
at blive begejstret for denne smukke og velkørende bil i Pininfarina's streg.

Modelbetegnelsen Family var italienernes betegnelse for en station-wagon, men
her var man, i modsætning til mange andre bilmærker, hinsides al
sammenligning med begrebet "varevogn" - interiøret var gennemført til mindste
detalje i sobert design.
 
Da jeg senere selv fik kørekort steg min begejstring yderligere. At køre
den var som at drikke ædel vin af et krystalglas, og hermed var grunden lagt
til min forkærlighed for italienske biler.


FIAT 850 Berlina:
           
4-cyl. række
843 ccm.
37 hk.
Det er selvfølgelig meget rart at køre godt i "lånte fjer", men når man selv
skal op med checkhæftet, må man jo sætte tæring efter næring, så 1967-69
futtede jeg rundt i FIAT's lille ny mini.


FIAT 850 Special:
          
4-cyl. række
843 ccm.
47 hk.
Berlina'en var der ikke meget krudt i, en udpræget bybil, men i '69 rådede FIAT bod på sagen
med "Special" versionen, der havde fået den lettere tunede motor fra den meget smukke
850 Coupé.
De gumpetunge køreegenskaber forårsaget af hækmotoren kunne den ikke løbe fra. Motoren,
derimod, var et lille Columbusæg, levende og omdrejningsvillig, og det var bare herligt at smutte
fra f.eks. en af de rundryggede Volvo'er på Hørsholmvejen, med speederen i bund og
speedometernålen på 160!
Den var absolut ikke stabil ved den hastighed, men en blyklods under reservehjulet foran
rådede nogen bod på den uheldige vægtfordeling, og så flyttede nerverne sig igen ind under
huden.

I 1970 fik jeg imidlertid mulighed for at overtage min fars FIAT 1800, der kun havde kørt godt
40.000 km., og da jeg ikke kunne sige nej  :o) blev Special'en solgt efter knap et år.


FIAT 125:                                 

4-cyl. række
1608 ccm.
90 hk.
Tophastighed:
Over 160 km/t.
I 1973 var en udskiftning påkrævet, men valget var nemt: FIAT igen, denne gang næste generations
model 125, en rigtig husmands racer.
Fantastisk motor med ovenliggende knastaksler og dobbelt karburator. Ved 80 km/t i tredje gear
fik man virkelig et spark i ryggen og mærkede denne herlige svævende fornemmelse, som kun kan
opleves rigtigt i en baghjulstrækker, der VIL noget!


FIAT 128 Van:                  FIAT 128 Van Da 125'eren skulle skiftes i '79, var jeg i gang med musik studierne, så en billigløsning
var påkrævet. Det var jo unægteligt et tilbageskridt, men vi havde trods alt meget fornøjelse
af den lille 13.000 kr.'s varevogn, der bl. a. fragtede os en tur til Paris.

Det var imidlertid et handicap, at 128'eren kun havde to sæder til en 3-personers familie,
så en snarlig udskiftning stod højt på ønskesedlen.


Alfa Romeo Alfasud L:
    
4-cyl. boxer motor
1186 ccm.
62 hk.
I foråret 1980 faldt jeg pladask for et rimeligt velholdt eksemplar af den, hvad
køreegenskaber angår, højt lovpriste Alfasud.

Da sommerferien nærmede sig, kriblede det gevaldigt i speederfoden - Vi skulle
på langfart, med Middelhavet som mål. Her passerer den toppen af Ll. St. Bernhard
med høj oppakning. Passet var netop genåbnet efter en gevaldig omgang sne.

Den blev et dejligt, men desværre også et dyrt bekendtskab, og efter tre år var rustangrebene
så voldsomme, at den bare MÅTTE udskiftes.


Alfa Romeo Alfasud TI:
   
4-cyl. boxer motor
1490 ccm.
95 hk.
Alfasud TI Brændt barn skyer normalt ilden, men i 1983 var jeg så letsindig at prøvekøre den nyere TI,
serie III. Jeg måtte erkende, at der virkelig var sket noget i de mellemliggende år, ikke alene
hvad finish og komfort angik, og de yderligere godt 30 heste matchede køreegenskaberne
perfekt.
Den fulgte ganske enkelt med mig hjem, og der blev den, til trods for min bedre
halvdels vilde trusler om skilsmisse, mord og et par andre hyggelige ting :o)
Damemennsesket faldt imidlertid til ro efter et par år, og da hun senere selv fik kørekort, fik
piben en HELT anden lyd.

Fra 1987 blev den Mor's Dyt og også hendes kæledægge, efterhånden som hun (som nybagt
bilist) lærte at påskønne dens dyder - Hun savner den stadig og opbevarer dens gearknop
som et relikvie :o)

Den tjente os trofaste 380.000 km.



Alfa Romeo Sprint QV:
   
4-cyl. boxer motor
1490 ccm.
105 hk.
Jeg har haft et svagt punkt for Sprint'en, siden jeg så den for første gang på en ferietur
sydpå, og da det rygtedes, at produktionen skulle stoppe, fandt jeg lynhurtigt dette fine
eksemplar i Silkeborg i 1987.
Skilsmissetrusler endnu engang, for jeg ville ikke af med Sud'en og Mor havde ikke, og 
drømte ikke om at få et kørekort. Da jeg imidlertid kendte hendes økonomiske sans, var købet
egentlig ren afpresning, og det varede da heller ikke længe, før køreskolen blev kontaktet :o))) ,
som ovenfor nævnt, til senere stor glæde for hende.

Også déns kilometertæller krøb et godt stykke over 350.000 kørte kilometer, uden vrøvl -
Hvem siger, at Alfa'er altid går i stykker? Vi havde både den og Sud'en i godt 20 år!


FIAT Uno:                        

4-cyl. række
1100ccm
50 hk.
Det eneste billede jeg har af UNO'en. Det var en kampagne model, der leveredes med
gratis grøn stribe og soltag.

Den blev købt, godt brugt, som reserve bil, medens vi endnu havde planer om at få
TI'eren total restaureret for 2. gang.
Projektet viste sig imidlertid at være så urentabelt, at vi valgte at sige farvel til dem begge,
og husets frue købte i stedet en ...


FIAT Punto 2005


Alfa Romeo 145 L:            

1,7 l Boxer
AR 145 L Efter en 3mdr.'s kold tyrker med vor mor's 60 hestes Punto kunne jeg i 2008 ikke
modstå et fristende tilbud på endnu en Alfa Boxer.
Jeg var lidt skeptisk over for dette nymodens indsprøjtningshalløj, men det viste sig
imidlertid at være fuldstændig ubegrundet. 1,7 motoren snerrer så herligt, at jeg
ikke engang gider at tænke på at få monteret et lidt mere åbent luftfilter.

Vel har denne model, der er bygget over FIAT Tipo platform, ikke de samme
køreegenskaber, som jeg er blevet forvænt med fra Sprint'en, men motoren, der for øvrigt
stammer fra en af de sidste Sprint modeller, giver masser af køreglæde og opvejer stort set
alle mangler.

Mon ikke det bliver min sidste bil? Jeg tror det. Når den skal på pension, går jeg i hi om
vinteren og kører Kreidler om sommeren.